Vi er et udviklingsprojekt, der tilbyder Mbetes ungdom et trygt og stimulerende fodboldmiljø, hvor respekt, lighed og disciplin er i hovedsædet


Vi spiller fodbold fire gange om ugen. Vi spiller fodbold for en fremtid med bedre og flere uddannelses- og jobmuligheder. Vi spiller fodbold, fordi fodbold er en forebyggende indsats, som medvirker til, at vores spillere ikke ender op i alkoholafhængighed eller andre uhensigtsmæssige aktiviteter.

MBETE

Alt vores arbejde er centraliseret i Mbete. Mbete er en landsby med cirka 1500 indbyggere, som ligger ved bredden af Lake Tanganyika i Zambias Northern Province, landets mest underudviklede område.  

Landsbyens primære erhverv er fiskeri, og børn og unge inddrages i fiskeriet fra barnsben. Fiskerikulturen er barsk og ofte forbundet med alkoholisme og en dag-til-dag-tankegang. For vores spillere er Mbete Youth Football Project et frirum fra hverdagens trængsler.


Vi bruger frivillige, danske fodboldtræner, der kan støtte vores lokale trænerstab i Mbete

Som frivillig fodboldtræner på Mbete Youth Football Project er du i tæt samarbejde med vores lokale trænerstab. Du planlægger, udfører og evaluerer træning, ligesom du deltager i kampe og vores jævnlige interaktive workshops.

Vi forventer, at du kan lytte til lokalbefolkningen, og at du forsøger at sætte dig ind i, hvordan fodbolden i landsbyen fungerer.